Forfatter Emne: Interview med Prof. Ian Zagon, opdageren af LDN  (Læst 3046 gange)

Offline LDNinfo

  • Jr. Member
  • **
  • Indlæg: 22
    • Vis profil
    • LDNinfo.dk
Interview med Prof. Ian Zagon, opdageren af LDN
« Dato: 07 August 2010, 16:50:20 »
Min uautoriserede oversættelse af
http://www.ldnscience.org/interviews/116-the-discovery-of-low-dose-naltrexone

Det fortæller historien om opdagelsen af LDN, og hvorfor det er vigtigt at finde den rette dosis.



Et MedInsight interview med Dr. Ian S. Zagon, Distinguished University Professor, Department of Neural and Behavioral Sciences, The Pennsylvania State University Schoold of Medicine


Opdagelsen af LavDosis Naltrexon

Interviewer: Hvad fik Dem til at arbejde med LavDosis Naltrexon (LDN)?

Dr. Zagon: Omkring 1975 var jeg interesseret i virkningen af exogene opioider (opiater fra eksterne kilder - f.eks. heroin, metadon og morfin) på børn af afhængige mødre. Den videnskabelige litteratur afslørede at disse børn havde neurologiske problemer og en lavere kropsvægt. Vi (Dr. Patricia McLaughlin og jeg) udviklede en dyremodel der tillod os at studere dette. På samme tid var jeg også leder af et forskningsprojekt omhandlende neuroblastom, den hyppigst forekommende svulstform uden for hjernen hos børn. Da jeg opdagede at disse exogene opioider ændrede på dyrs vækst, bestemte jeg mig for at undersøge om de også kunne undertrykke cancervækst. Og sandelig om ikke forsøg med dyrket væv, foretaget i 1977-1978, afslørede netop dette. Vi undersøgte så, hvorvidt exogene opioider ville undertrykke vækst af ægte cancer i levende mus, og endnu engang gjorde de det!

Interviewer: Det må have været en spændende tid. Hvorledes fortsatte Deres forskning?

Dr. Zagon: Vi ville se om disse exogene opioider virkede gennem en opioid receptor (som en "nøgle" der passer i en "lås"). Vi anvendte et kemikalie der først og fremmest binder sig til den opioide receptor, kendt som en opioid antagonist, sammen med den exogene opioid. Vi vidste, at hvis vi kunne neutralisere effekten af den exogene opioid ved at forhindre den i at binde sig til receptoren, måtte dens effekt udløses af dens binding til receptoren.

Interviewer: Hvordan afgjorde De hvilken opioid antagonist De skulle anvende?

Dr. Zagon: Vi valgte at bruge naloxon, en ren opioid antagonist opdaget (samtidigt med naltrexon) omkring 1960 af Blumberg og Dayton. Vi injicerede mus med neuroblastomceller og opdelte dem i tre grupper. Den første gruppe gav vi kun den exogene opioid (heroin, i dette forsøg), den anden gruppe gav vi både den exogene opioid og naloxon, og den tredie gruppe gav vi alene naloxon for at sikre, at naloxon ikke i sig selv havde nogen effekt på canceren. Vi forventede, at hvis heroin undertrykte vækst gennem en opioid receptor, så ville de mus der både modtog heroin og naloxon have samme cancervækstrate som i kontrolgruppen (naloxon ville blokere effekten af heroin da det vil blive foretrukket af den opioide receptor), og også at naloxon i sig selv ikke ville have nogen effekt. Heroinen formindskede væksten i tumorer, og ja - heroin/naloxonkombinationen frembragte dyr med tumorer der voksede som i kontrolgruppen, hvilket antydede at heroin indvirkede på tumorigenesis via en opioid receptor. Det var imidlertid en total overraskelse, at naloxongruppen også udviste forsinket udvikling af cancer, og antitumoreffekten overgik endda effekten af heroin. Dette var chokerende - og opløftende - nyt for os.

Interviewer: De må have været desperat for at formidle denne opdagelse?

Dr. Zagon: Jeg husker at jeg i 1979 eller deromkring tog til et større forskningsmøde i Anaheim, Californien, så jeg kunne præsentere denne forbløffende opdagelse. Jeg gik, ledsaget af min hustru, hen til det udpegede lokale for at præsentere min dokumentation. Da jeg rejste mig for at tale forlod den foregående taler lokalet, og jeg afholdt min 15-minutters præsentation af min opdagelse for min hustru, mødelederen, og projektoroperatøren! Dette var den hæderkronede start på "LDN"! Det morsomme er, at tre år senere modtog vi over 1 million dollars fra NIH (National Institute of Health) for vore projekter, og publicerede 2 artikler i "Science" der proklamerede opdagelserne.

Interviewer: Men LDN er lavdosis naltrexon. Hvorfor skiftede De fra naloxon til naltrexon?

Dr. Zagon: Naloxon er en opioid antagonist der er kortlivet, dvs. virker kun i ca. 2 timer i kroppen. Jeg besluttede, at hvis naloxon var så god som antitumormiddel, så ville naltrexon, der er meget længerevarende og kraftfuld, være sensationelt. Min begejstring blev drevet af tanken om at vi var stødt på et nyt stort cancerbekæmpende middel.

Interviewer: Hvorledes fortsatte deres forsøg med naltrexon?

Dr. Zagon: I 1980 begyndte vi et forsøg, hvori vi på dagsbasis injicerede tre forskellige doser af naltrexon (0.1, 1 og 10mg/kg) i mus der var blevet "podet" med cancerceller. Vi havde ingen financiering på dette tidspunkt, så vi gjorde det hele i vores fritid og for vore egne midler. Vi forventede, at de mus der modtog den høje dosis naltrexon ville udvikle færre tumorer end de der modtog de lavere doser. Naltrexon er jo trods alt en opioid antagonist der har langt kraftigere, og længerevarende, virkning end naloxon - og vi havde allerede haft stor succés med naloxon som anticancermiddel. Men vi opdagede, til vor store overraskelse, at dyrene der modtog 10mg/kg hver dag udviklede tumorer langt tidligere end kontrolgruppen. Der var endnu ingen tumorer hos de mus der modtog 0.1mg/kg! En måned efter injektion med tumorceller havde alle mus i 10mg/kg-gruppen, og alle i kontrolgruppen, udviklet tumorer, mens ingen af musene i 0.1mg/kg-gruppen havde udviklet tumorer. Efter 2½ måned var det kun en trediedel af musene i 0.1mg/kg-gruppen der havde udviklet tumorer. Mus der havde modtaget 10mg/kg levede i signifikant kortere tid end kontrolgruppen. Blandt de mus i 0.1mg/kg-gruppen der udviklede en tumor var overlevelsestiden næsten 50% længere end i kontrolgruppen.

Interviewer: Hvordan begyndte De at få mening ud af disse forvirrende observationer?

Dr. Zagon: Jeg besluttede at undersøge i hvor lang tid naltrexon binder sig til de opioide receptorer. For at gøre dette benyttede vi et lille apparat (en slags varmeplade) der måler hvornår et dyr føler varme. Exogene opioider er kendt for at undertrykke smerte. Ideen var at injicere mus med en exogen opioid (morfin) der undertrykker deres smerte. Hvis morfinen virker er der en forlængelse af det tidsrum hvor forsøgsdyret ikke føler smerte (i nogle tilfælde slet ikke). Hvis en opioid antagonist, som naloxon eller naltrexon, injiceres vil dyret føle smerte fordi morfinen bliver fortrængt fra de opioide receptorer, og derved virkningsløs. Selvfølgelig lod vi ikke dyrene blive så længe på varmepladen at de brændte sig, og vi stoppede efter 45 sekunder, hvilket er god tid før vævsskader opstår. Vi opdagede at ved en dosis på 0.1mg/kg følte dyrene smerte i de første 4-6 timer. Med andre ord, naltrexon blokerede receptorerne i dette tidsrum. Efter dette tidsrum oplevede dyrene ingen smerte hvis de blev injiceret med morfin. Dette betyder, at efter 4-6 timer er naltrexon omsat (metaboliseret), hvilket tillader at morfinen igen kan binde sig til receptorerne. Da vi injicerede dyrene med 10mg/kg følte de smerte i det fulde 24-timers forløb for eksperimentet. Dette betød, at en dosis naltrexon på 10mg/kg permanent blokerede receptorerne (kontinuerlig opioid receptorblokade), hvilket forhindrede morfin i at binde sig til receptorerne på noget tidspunkt. 1mg/kg-gruppen følte smerte i ca. 12 timer, og var derefter smertefri i de næste 12 timer.

Jeg ved at ovennævnte kan virke lidt forvirrende, så lad mig rekapitulere: Dyr der modtog den højeste dosis naltrexon (10mg/kg) havde øget tumordannelse (tumorigenesis) og stoffets blokerede de opioide receptorer i alle døgnets 24 timer (kontinuerlig opioid receptorblokade). Dyrene der modtog den laveste dosis (0.1mg/kg) havde formindsket, eller ingen, tumorudvikling og/eller -vækst, og stoffet virkede kun i 4-6 timer/døgn (vi kalder det "intermitterende opioid receptorblokade"). Dyrene der modtog 1mg/kg naltrexon havde cancerudvikling der lignede kontrolgruppens, og stoffet virkede i ca. 12 timer/døgn.

Interviewer: Hvordan blev de i stand til at forklare disse "ikke-intuitive" fund?

Dr. Zagon: Jeg var ekstremt rådvild. Jeg spekulerede meget over ovennævnte eksperimenter, men så en morgen, kort efter at forsøgenes endelige resultater forelå, gik der et lys op for mig. Vi havde observeret, at hvis naltrexon blokerede for de opioide receptorer i alle døgnets 24 timer ville de endogene opioider (dem kroppen selv producerer - "endorfinerne"), også være blokeret fra disse receptorer, og cancer ville udvikle sig hastigt. Hvis blokaden derimod kun varede 4-6 timer opstod cancer slet ikke, eller udviklingen var mærkbart forsinket. Dette indikerede for mig, at

  • endogene opioider reelt kontrollerer vækst af denne cancertype og virker som antitumormiddel
  • endogene opioider er tonisk aktive - de virker hele tiden, og hvis man permanent blokerer dem fra receptorerne vil cancervækst være mindre kontrolleret
  • opioide antagonister kan bruges til at regulere denne proces
  • hvis man blokerer de opioide receptorer i et begrænset tidsrum af døgnet får man en overreaktion fra opioiderne efter blokaden, og
  • den mellemliggende dosis af stoffet frembragte dyr med tumorvækstacceleration i 12 timer (mens blokaden var virksom) og tumorvæksthæmning i de næste 12 timer (når blokaden ikke længere var virksom) - hvorfor nettoeffekten ligner et normalforløb for tumorvækst.

Vi vidste også fra tidligere videnskabelig litteratur om naltrexons virkemåde, at opioid receptorblokade forårsaget af en sådan opioid antagonist bevirker, at cellerne kompenserer ved at øge produktionen af endogene opioider og opioide receptorer fordi de føler sig frataget disse. Efter at den opioide antagonist (naltrexon) ikke længere er tilstedeværende (er metaboliseret af leveren), følger en periode med supersensitivitet overfor de forhøjede forekomster af receptorer og endogene opioider, og man ser en mere udtalt funktionel effekt. Hvis de endogene opioder virkelig er hæmmende for vækst (forøgelse i celleantal), vil flere opioider interagere med flere opioide receptorer og føre til en formindskelse i celledelinger, hvorfor tumorcellers replikation ville blive undertrykt. Så i de 4-6 timer i døgnet, hvor vi forårsagede det vi kalder en "opregulering" af endogene opioider og opioide receptorer, var der en forøgelse i celledeling. Men i de resterende 18-20 timer af døgnet, hvor naltrexon ikke længere var til stede, blev celledeling kraftigt dæmpet af de høje niveauer af opioider der interagerede med det forøgede antal receptorer. Og hvorfor lignede tumorvækst i 1mg/kg-naltrexongruppen så væksten i kontrolgruppen? Fordi der var 12 timer hvert døgn hvor celledeling accelererede (naltrexon blokerede receptorerne for de "gode" opioider), efterfulgt af 12 timer hvor naltrexon ikke længere var til stede, og hvor den forøgede mængde opioider reagerede med det forøgede antal opioide receptorer, og dermed forårsagede en reduktion i celledeling. Den samlede effekt lignede derfor "normal" tumorvækst.

Interviewer: Hvordan tolkede De disse observationer?

Dr. Zagon: Tolkningen af disse forsøg, at fremfor den anvendte dosis var det længden af opioid-receptorblokaden forårsaget af den opioide antagonist, der var den bestemmende faktor for den tumorgenesiske respons. For at bevise denne tolkning designede vi et forsøg, hvor en bestemt mængde (0.4mg/kg) naltrexon blev givet en gang i døgnet til mus med indtransplanteret neuroblastom. Dette forårsagede en reaktion vi havde set før med 0.1mg/kg - forsøgsdyrene udviklede enten ikke tumorer, eller de udviklede dem langsomt. Vi dividere derefter dosis op i fire individuelle doser af 0.1mg/kg (husk at denne dosis havde vist sig at være meget effektivt til at bremse tumorforekomst i de første forsøg). Men nu gav vi ikke 0.1mg/kg én gang i døgnet, men hver 6. time - i realiteten 0.1mg/kg igennem hele døgnet. Hvis det var naltrexondosis der var nøglen, så kunne vi forudsige at fire gange 0.1mg/kg ville give samme resultat som 0.4mg/kg givet én gang i døgnet. Hvis det derimod var blokadevarighed, fremfor dosis, der var vigtigt, ville de fire gange 0.1mg/kg naltrexon i døgnet accelerere tumorgenesis (man ville - døgnet rundt - blokere for adgang for de endogene opioider til de opioide receptorer). Resultaterne viste, at dosis på 0.1mg/kg givet fire gange i døgnet accelererede tumorgenesis (pga ovennævnte blokade), og endda accelererede tumorvækst på samme måde som en dosis på 10mg/kg. Dette bidrog med et vigtigt princip om den opioid antagonists virkemåde som værende "det tidsrum hvori opioider er blokeret fra de opioide receptorer er en afgørende faktor for resultatet".

Endnu et forsøg, der skelnede mellem en opioid receptorstyret og en ikke-opioid receptorstyret virkning af opioide antagonister på vækst/forøgelse af celler, skulle undersøge det stereospecifikke i disse forbindelser. En hurtig kemilektion... Naturen har forsynet vort univers med biologiske substanser der eksisterer som to spejlbilleder af hinanden. Således er 19 ud af de 20 naturligt forekommende aminosyrer der udgør proteiner "chirale", hvilket betyder at de hver især kan orienteres i to retninger omkring et kulatom. Resultatet er en blanding af "spejlbilledkomponenter" kaldet L- og D-aminosyrer. Et af livets store mysterier er den næsten eksklusive forekomst af L-formerne i protein, livets byggesten. Nu viser det sig, at L-formen af opioide antagonister som naloxon er tre til fire gange så aktivt som D-formen når det gælder dets evne til at antagonisere den fysiologiske virkning af opioider. Derfor er opioid interaktion på receptorniveau stereospecifik, med isomeriske former der udviser mærkbar forskellig affinitet for opioide receptorer. Så vi designede et forsøg i hvilket tumorindpodede forsøgsdyr fik en daglig dosis af enten L-formen (-) eller D-formen (+) af naloxon. Husk at vore første forsøg med neuroblastom lærte os at naloxon er et antitumormiddel. Vi opdagede, at "tumorigenic events" (tumorers forekomst, udviklingshastighed, samt levetid) for mus der fik L-formen af naloxon indikerede, at denne form virkede som den tidligere påviste anticancereffekt, hvorimod forsøgsdyr der fik D-formen udviste kendetegn på tumorgenesis der var sammenlignelige med den for kontrolindivider, der fik injektioner af fremføringsmidlet uden stoffet (naloxon). Vi fortsatte med at udføre de samme forsøg med rotter, hvor vi undersøgte krops- og organudvikling ved hjælp af stereoisomerer, og fandt endnu en gang at det var L-formen, og ikke D-formen, der var den aktive ingrediens. Alt dette pegede på en opioid receptoreffekt med hensyn til cancer- eller forsøgsdyrsvækst, fremfor en ikke-opioid receptoreffekt.

Da denne "åbenbaring" var fordøjet spurgte vi straks os selv, om et sådant system kun vedrørte cancer, eller om det også berørte andre fænomener, såsom udvikling. Så Vi udførte tilsvarende forsøg med rotter. Vi fandt, at rotteunger der fik naltrexon, i en dosis der virkede hele døgnet, voksede meget hurtigere end de der fik sterilt saltvand. Rotteunger der fik en lav dosis af naltrexon voksede langsommere end kontrolgruppen. Vi gentog alle de tidligere beskrevne eksperimenter (som fx. det med varmepladen) og kom frem til de samme resultater som i forsøgene med mus og cancer.

Ligeledes viste eksperimenter, hvor dosis var delt i fire mindre doser der blev jævnt fordelt over hele døgnet, at varigheden af blokaden af den opioide receptor var en væsentlig faktor for forståelsen af væksteffekten. I 1981-1982, da vi indgav patentansøgning for brug af opioide antagonister som naltrexon (og naloxon) som vækstregulatorer (som f.eks. i cancer og i udvikling), var jeg nødsaget til at fremlægge tal - for patentkontoret - for indtagelsesmåder og størrelse af doser af naltrexon og naloxon ved human brug. Med basis i tal for rotter og mus, og kendskab til de farmakologiske mekanismer/metabolisme for naltrexon i mennesket anslog vi, at 3-10mg/dag ville udløse en "LavDosis Naltrexon"-effekt (væksthæmning). Vi vidste fra tidligere forsøg, at en dosis på 30-50mg/dag, eller højere, ville blokere de opioide receptorer i hele døgnet, og derved fremme vækst.

Interviewer: Hvordan delte De deres opdagelser med andre forskere?

Dr. Zagon: Vor første artikel om antitumoreffekten af naloxon blev offentliggjort i "The Journal of Brain Research Bulletin i 1981. Den første artikel om naltrexon og cancer (både høje og lave doser) blev sendt til Science d. 21. marts 1983, og publiceret d. 12. august 1983 (Science 221:671-673, 1983). Vi skrev endnu en artikel om naltrexon og vækst i (forsøgs-)dyr, og den blev publiceret i Science d. 16. september 1983 (Science 221:1179-1180, 1983). Dette var vigtige artikler (retrospektivt set også historiske) fordi de var de første beviser for at endogene opioider (og ikke exogene opioider som morfin) var vækstregulatorer, der virkede udenfor nervesystemceller/-væv. Opioiderne og de opioide receptorer blev indtil da anset for at være afgrænset til nervesystemet, hvor det regulerede neurotransmission af impulser.

Interviewer: Hvornår begyndte disse eksperimentelle opdagelser at få betydning for "rigtige" patienters liv?

Dr. Zagon: Jeg havde modtaget mange forespørgsler om vore forsøg fra læger der overvejede at bruge dette i behandlinger. Fordi jeg mente at opdagelser skal deles med andre, gav jeg gratis råd og vejledning om dosering, og hvordan man skulle bruge stoffet i behandling af mennesker. Omkring december 1983 fik jeg en opringning fra en dr. Bernard Bihari, som var meget entusiastisk mht. vore opdagelser. Jeg mener, at han på dette tidspunkt var tilknyttet Brooklyns Downstate Medical Center. Han spurgte mig om hvilke doseringer han skulle bruge til patienter, og hvilke sygdomme det ville være virksomt overfor. Næste dag ringede han tilbage og fortalte, at han aftenen før havde indtaget 4.0mg naltrexon, og at han var vågnet om morgenen og havde haft det fantastisk (som jeg havde fortalt ham, at han ville). Jeg hørte faktisk ikke fra ham igen, men mange år senere var der en der nævnte for mig, at en Dr. Bihari i New York udskrev naltrexon for "alle slags" lidelser.

Interviewer: Tog andre forskere Deres idéer op hurtigt?

Dr. Zagon: Der skulle rigtigt mange forsøg til at forstå og bekræfte vore konklusioner. Jeg kan fortælle Dem, at mine videnskabskolleger generelt krævede betydelig "overtalelse". Vi foreslog jo, at naltrexon rent faktisk greb ind i, eller udbyggede, kroppens egne mekanismer mht at stimulere eller undertrykke cancerforekomst/-vækst og krops-/organvækst. Men hvilke spørgsmål skulle der stilles for at vi endelig kunne bekræfte vor hypotese om at opioider var vækstregulatorer? Hvilke mekanismer i vor krop kunne ændres af antagonister som naloxon og naltrexon? Der var mange spørgsmål der skulle besvares, og en hel del mere forskning der skulle udføres.

Gennem årene er mange af disse spørgsmål blevet besvaret, herunder den gavnlige virkning af naltrexonbehandling med lave, og høje, doser. Dog er der stadig, her mere end 30 år efter den oprindelige forskning startede, vigtige spørgsmål der er ubesvarede, og forskningen fortsætter...



Jeg vil lige benytte lejligheden til - endnu en gang - at opfordre brugere af LDN til at starte med små doser. 4,5mg er ikke en lille dosis, og ofte for stor for en MS'er.

PS: Skulle ovenstående oversættelse blive for knudret, så prøv at læse originalen!  ;)
LDNinfo.dk - information på dansk om LDN